Blog for fotojournalist Jesper Voldgaard - Professionel fotograf for danske og udenlandske aviser, magasiner, billedbureauer, virksomheder og organisationer med fokus på portræt og reportage. BLOG / FOTOJOURNALIST JESPER VOLDGAARD +45 26815677

fredag den 1. oktober 2010

Analog retro


I de sidste par uger er der nu mindst to gange kommet stemmer fra fortiden - den ene i form af et nyt kamera, der grangiveligt ligner noget fra fortiden - mere om det lidt senere...

Den anden "stemme" kom i Berlingske tidende med en artikel om det analoge fotografi opblomstring igen, hvor Lomo, Diana og Holga kameraerne går som - om ikke varmt så i hvert fald smålunt - brød. Teorien går på, at den store kontrol vi som fotografer har over det færdige billede mangler lidt af mystikken og umiddelbarheden. En del af de fotografer jeg jævnligt omgås er endda begyndt at skyde med et lommekamera fra hæderkronede Contax, som også fabrikerede mit favoritkamera gennem tiden min G2. Artiklen giver et interessant blik på en trend, som måske kun er et forbipasserende fænomen, eller som vil leve videre som et undergrundsfænomen så længe der er film at få. Læs artiklen i Berlingske Tidende/Fri

Det nye kamera Fujifilm X-100, som vi vendte os bort fra i begyndelsen, er nok også en reaktion mod det nye - men mere præcist er det vist et forsøg på sammensmeltning af gammelt design og optiske kvaliteter blandet med ny og i nogle tilfælde revolutionerende teknologi. Leica udenpå og i betjeningen, supercomputer indeni. Det bliver spændende at se hvad kameraet formår når det kommer på gaden i foråret 2011 - til en annonceret pris på ca. 8.000,- Se mere om det hos Fujifilm. Og ja - jeg kan nok ikke leve uden....

onsdag den 29. september 2010

Søg og du skal finde...

Et lille klap på skulderen kom forleden på Pressefotografforbundets hjemmeside. "Fem freelancere dominerer århusiansk Google-søgning" lød titlen på artiklen.
I al beskedenhed var jeg heldigvis at finde på listen, men det er svært at forblive højt oppe i søgehierakiet, og spørgsmålet er, om mange timer anvendt på søgemaskineopdatering er vejen frem for en lille virksomhed som "Fotojournalist Jesper Voldgaard", eller det er bedre at satse på netværk, personlige kontakter og gode personlige referencer.
Jeg kender ikke svaret, og ind i mellem dukker der da også en kunde op ud af det blå - fx det franske billedbureau SIPA Press, som havde fundet mig på nettet! Tja - jeg fortsætter nok lidt endnu med at satse på både gynger og karuseller.

mandag den 18. januar 2010

Gennem Is og Vand

Mens frosten stadig overvejede om den havde lyst til at lægge låg på de indre danske farvande, fik jeg mulighed for at tage en tur med slæbebåden Alba fra Aalborg Havn ud i Limfjorden. Med skipper Torben Jensen ved roret samt Thomas Clausen og Henrik Pedersen på dækket var opgaven at gøre sejlrendens bøjer klar til isen. Se med i denne lille film:



Se filmen i stort format ved at klikke i nederste højre hjørne af videoen.