Blog for fotojournalist Jesper Voldgaard - Professionel fotograf for danske og udenlandske aviser, magasiner, billedbureauer, virksomheder og organisationer med fokus på portræt og reportage. BLOG / FOTOJOURNALIST JESPER VOLDGAARD +45 26815677

fredag den 22. august 2008

Nationalpark i luften


22. august blev dagen hvor Statsministeren officielt åbnede danmarks første nationalpark i Thy - ikke at det kom som en speciel overraskelse!

Det var nemlig denne åbning, der - når alt kommer til alt - kostede mig en stor del af familieferien tilbage i juli. 
Gennem de dygtige folk i Storyhouse i Kolding blev jeg hyret til at lave billeder til 20 små historier på nettet på nationalparkens egen hjemmeside, som gik i luften i dag. 

En spændende, varieret og logistisk krævende opgave, som krævede godt vejr, undervandskamera, mountainbike, golfvogn og indtagelse af mere end 5 liter væske dén dag det var varmest. 

lørdag den 12. juli 2008

Intet lys uden skygge


Kørte for nylig en tur i Thy i forbindelse med et større projekt om Nationalpark Thy. Mens regnen trommede på ruden, vandrede tankerne igen til dengang, da der var blå himmel fra maj til september, badevandet aldrig var under 22 grader, og solen skinnede fra en skyfri himmel fra 5 morgen til 22 aften uge efter uge. Det er muligt, at du har glemt det, men jeg mindes tydeligt at det altid var sådan op gennem 70'erne og 80'erne, og enhver der siger noget andet lyver..!

Nuvel - alt det sol har bestemt også sin skyggeside - bogstaveligt talt, og det er nok værd at komme i hu, mens solen langsomt kæmper sig frem bag skyerne for en kort bemærkning. For det er i kontrasten mellem lys og skygge, at billederne bliver flottest. Blå himmel er for turister - rigtige fotografer vil have skyer og skygge!

Her er et eksempel, der samtidig giver mig en undskyldning for at bringe et gammelt billede. For lige præcis ét år siden kom denne gondol sejlende i en skyggefyldt kanal i Venedig, og i stedet for som i år at arbejde sommeren væk, var min familie under Italiens sol den 18. juli 2007. Hvad er bedre til at styre beskuerens blik end kontrasten mellem lys og skygge og derved prioritere billedets indhold!

Fortsat god sommer og husk skyggerne!

mandag den 7. juli 2008

Min notesbog er for god!


Jeg har for nylig købt et lommekamera - et såkaldt point'n shoot til brug for snapshots, research og pludselige opståede situationer. Man kunne kalde det min digitale notesbog.

Kameraet - et Canon G9 - udmærker sig ved at være meget kompakt og samtidig have fuld funktionalitet ligesom de professionelle digitale spejlreflekskameraer jeg normalt benytter. Til gengæld er både kameraets hastighed og pris en del lavere - det første kan man leve med - det andet er jo en stor fornøjelse.
I går stod jeg så ved vestkysten og brugte kameraet ved planlægnngen af nogle kommende optagelser og fik så - for anden gang på 14 dage - den kætteriske tanke: kunne man måske bruge dette kamera til de egentlige optagelser!
12 millioner pixels er nok til det meste, digital støj i billederne er minimal på laveste iso indstilling og kameraet er meget diskret.
Den kætteriske tanke forsvandt igen, men ikke før at jeg igen var begyndt at tage billeder som om det var de færdige billede. Finjustering af vinkler, eksponeringen finjusteret på 1/3 blændes niveau og adskillige eksponeringer af hver motivtype for at være sikker på fokusering, blinkende øjne og lignende. I dag skal jeg så kigge billederne igennem for at planlægge tidspunkt og sted for den kommende opgave, men jeg har alt for mange billeder jeg skal se igennem og jeg brugte alt for meget tid på at tage billederne i går.
- Derfor - hvis du skal have et kamera der skal bruges til research inden de egentlige optagelser så sigt lavt i modelserien - ellers får du måske også kætteriske tanker ;-)