Blog for fotojournalist Jesper Voldgaard - Professionel fotograf for danske og udenlandske aviser, magasiner, billedbureauer, virksomheder og organisationer med fokus på portræt og reportage. BLOG / FOTOJOURNALIST JESPER VOLDGAARD +45 26815677

lørdag den 12. juli 2008

Intet lys uden skygge


Kørte for nylig en tur i Thy i forbindelse med et større projekt om Nationalpark Thy. Mens regnen trommede på ruden, vandrede tankerne igen til dengang, da der var blå himmel fra maj til september, badevandet aldrig var under 22 grader, og solen skinnede fra en skyfri himmel fra 5 morgen til 22 aften uge efter uge. Det er muligt, at du har glemt det, men jeg mindes tydeligt at det altid var sådan op gennem 70'erne og 80'erne, og enhver der siger noget andet lyver..!

Nuvel - alt det sol har bestemt også sin skyggeside - bogstaveligt talt, og det er nok værd at komme i hu, mens solen langsomt kæmper sig frem bag skyerne for en kort bemærkning. For det er i kontrasten mellem lys og skygge, at billederne bliver flottest. Blå himmel er for turister - rigtige fotografer vil have skyer og skygge!

Her er et eksempel, der samtidig giver mig en undskyldning for at bringe et gammelt billede. For lige præcis ét år siden kom denne gondol sejlende i en skyggefyldt kanal i Venedig, og i stedet for som i år at arbejde sommeren væk, var min familie under Italiens sol den 18. juli 2007. Hvad er bedre til at styre beskuerens blik end kontrasten mellem lys og skygge og derved prioritere billedets indhold!

Fortsat god sommer og husk skyggerne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar